Saa er det vores naestsidste dag i Indien. Vi er i Bangalore, hvor vi har boet de sidste fem dage. Byen er top moderne, paa stoerrelse med London, fyldt med rige indere og hjemloese tiggere.

Jeg har taget et dansekursus de sidste fem dage i den sydindiske klassiske danseform Barata Natya. Min danselaerer har vaeret super soed, og hun og hendes mand har taget os med ud til middag og danseshow. Simon har vaeret paa madlavningskursus, hvor han har laert at lave det laekreste sydindiske mad – bare glaed jer:-)

Vi har juleshoppet i stor stil og givet den gas til Deep Purple koncert hi hi. Det var ret morsomt at se de aldrende rockere gi’ den gas, mens inderne sang med paa Smoke on the Water og Highway Star…

Vi har rejst rundt nu i to maaneder, og det er jo slet ikke til at forstaa at vores rejse nu snart er til ende.

Vi kan ikke komme til at laegge billeder op herfra, de maa komme paa naar vi er kommet hjem, saa helt slut er historien her paa bloggen ikke endnu, men vi vil alligevel sige tusind tak til alle der har fulgt vores faerd og tak for alle de mange kommentarer.

Glaedelig jul til alle og vi ses snart.
kram fra
Simme og Maggie

 Alt gaar stadig fint, vi naermer os nu vores slutdestination, Bangalore, hvor Margrete har aftalt et dansekursus med en kendt danserinde (som hedder Poorna) og hvorfra vi flyver hjem om et par uger.

Siden sidst har vi rejst Kerala tyndt: Foerst et par dage i Cochin, hvor vi bl.a. saa en gammel teater-dansetradition kaldet “karthakta”. Dernaest en enkelt dag i Kannur, hvor vi ogsaa oplevede dans – her en religioes trance-dans kaldet “Theyam”, hvor en danser klaeder sig ud som en gud og igennem danser er det saa meningen at guden skal tage bolig i den dansende krop. Det var skaegt at se, isaer fordi det ogsaa var et studie i den indiske (mangel paa) takt og tone overfor andre mennesker i tilskuerflokken – folk skubbede og masede for at komme til naar guden gik rundt og velsignede eller hvad det nu var den foretog sig.

Efter Kannur tog vi mod Mysore, men gjorde undervejs stop ved endnu en natur park. Den ligger taet paa en by der hedder Tholpetty, og vi troede at vi sagtens kunne finde noget at bo i, men da vi stod af bussen gik det op for os at “byen” bestod af 2 the-boder og nogle faldefaerdige slum-roenner. Saadan kan det gaa naar man vover sig udenfor den beskrevne turist-vej… Vi fandt dog et logi i en naboby, og naeste morgen lejede vi en jeep og en guide og tog paa endnu en safari – denne gang var det dog lidt smaat med heldet, vi fik ikke set ret mange dyr udover nogle hjorte og en bisonflok.

Vi ankom til Mysore i gaar og har brugt i dag paa at besoege et naerliggende tempel paa en bakketop udenfor byen. Vi tog trapperne (>1000) ned og har godt med syre i benene nu

Derfor har vi ogsaa snart fortjent noget biryani eller porotha eller iddly eller dosa eller hvad de nu ellers kalder deres forskellige broed/ris retter som alle kommer sammen med forskellige smaa staerke karry-sovse.

Haaber I har det godt, iflg politiken.dk er vi ikke gaaet glip af det helt store…

knus fra Simon og Margrete 

Haaber I hygger derhjemme her foerste soendag i advent. Vi er nu i gang med den sidste halvdel af vores Indiens-eventyr, og det er baade skoent at vaere her samtidig med, at vi er ved at vaere godt spraengte i hovederne af alle de forskellige rejseindtryk, vi allerede har faaet paa vores faerden. 

Vi forlod Diu i Gujarat for 10 dage siden. Vi valgte at tage flyet for at spare os selv for 52 timer i bus og tog. Vi havde et ‘stop over’ i Mumbai en enkelt dag, hvor vi vandrede rundt en halv dag. Mumbai er top moderne med skyskabere og fancy biler. Man kan se, de unge indiske kaerestepar sidde paa kaffebar i vestligt toej og holde hinanden i haanden, (dette har vi bestemt ikke set foer paa vores tur – kvinder og maend roerer ikke ved hinanden, modsat er det helt normalt at se to maend gaa haand i haand ned ad gaaden).

 Udsigt over Mumbai.

Med fly videre til Trivandrum i Kerala (85 km fra Indiens sydspids). Vores foerste gastronomiske oplevelse var helt igennem mums.

 Morgenmad, himmelsk og fuld af kokos.

Efter et par dage i Trivandrum, hvor det regnede en hel del, og hvor luftfugtigheden var draebende, tog vi toget op langs kysten til byen Kollam. Fra autorickshaw saa vi en masse plakater ophaengt i hele byen af en guru. Samme aften kom vi forbi en stor plads hvor en kaempe scene var stillet op. Foer vi vidste af det, befandt vi os til et kaempemaessigt religioest vaekkelsesmoede blandt ca. 300.000 indere. Vi blev “spottet” af en frivillig hjaelper som gelejdede os ind til VIP-pladserne (Det bliver efterhaanden svaert at komme hjem, hvor man bare ligner en helt normal person). Showet blev sendt live paa nationalt TV.

 Vaekkelsesmoede med New age Hindu guru.

Fra Kollam lejede Simon i anledning af vores 18 maaneders kaerestedag en ‘houseboat’ i et doegn, og sammen sejlede vi ud paa ‘back waters’ (meget stort omaade med soeer, kanaler og floder). Vi havde vores egen kok, kaptajn og ‘maskinmester’ med os. Det var en stor oplevelse at se Kerala fra soesiden, med den enestaaende natur, og hvor fiskerne var i fuld sving.

 Fisker set fra ‘Houseboat’.

 Simon tar’ den helt med ro.

I mindre kano kom vi helt ind i de smaa kanaler og saa kokos- og risplantager. Befolkningen bor ned til de smaa kanaler, saa det var ligesom at sejle i deres baghave.

  I kano paa kanalerne.

 Indisk woodpecker oel i aftentimerne.

Efter tur paa vandet moedte vi en ivrig guide/rickshaw-driver, som viste os rundt i Kollam. Det var ganske spaendende at se, hvordan de bl.a. lavede taendstikker og reb (en taendstiksmand/kvinde kan tjene ca 60-80 Rs om dagen, hvilket svarer til ca. 7-10 kr.)

 Kvinder saetter smaa traestykker op i ramme foer de dyppes i svovlmasse.

 Her kvaernes kokos traade, saa fibrene bliver finere. Herefter bliver snorene spundet paa noget der minder om en rokke. Altsammen del af en stoeere reb-produktion.

Paa samme tur i Kolam kom vi forbi et tempel, hvor jeg blev spurgt om jeg havde min menustration, for ellers maatte jeg ikke gaa ind i templet. Udenfor stod dette store traa med smaa vugger haengt op i det. Barnloese par kommer til dette tempel for at bede guderne om hjaelp til at blive gravide.

 Stort trae med vugger.

Efter Kollam tog vi bus og baad ind i landet til byen Kumuli. Her ligger der nemlig en stor wildlife park.

Vi har nu haft tre dage i junglen med nogle af de vildeste naturoplevelser for os begge to. Foerste dag besoegte vi en kardemomme, vanilla og kaffeplantage.

 Kaffeboenne baer. Ca paa stoerelse med en 10 kr. moent. Indeni ligger to hvide boenner – en i sandhed guddommelig opfindelse.

 Udsigt over junglen.

I parken lever kun43 tigere, saa det er ikke let at faa dem at se. Det lykkedes os at finde deres fodspor.

 Fodspor af tiger hun.

Vi saa vilde elefanter, flokke af bisonokser, vilde svin, tre slags aber, ‘dancing squrrel’ (stort egern), edderkopper ca 10 cm i diameter.

Det var vildt – det vildeste var vores moede med en kaempe stor bison tyr, som laa og sov, indtil vi forstyrrede ham. Ligeledes moedte vi sort bjoernen (engelsk: sloth bear). Vi stod ca 10 meter fra den, mens den ugeneret og graadigt slugte termitter fra jordhuler.

 Den lille sorte klump er altsaa en stor faaaaarlig bjoern, at I ved det. Vores naturguider er her ved at snige sig taet paa.

Vi er netop kommet hjem fra vores trekking tur idag, og vi er godt traette. Jeg skriver loes, mens Simon er paa krydderi jagt rundt i byen efter Masala Thai ingredienser - vi er blevet temmelig afhaengige af det daglige skud af Thai, saa nu maa vi brygge videre hjemme i Dk.

Vi tar’ bussen mod Cochin i morgen – og saa skrives vi sikkert ved, naar vi har nyt at berette.

Go’ december hygge til alle og spicy karma herfra.

Kram fra Simon og Margrete

En landsbybeboer sidder og gennemvaeder siv i floden for at kunne trevle fibrene op saa de kan bruges til tovvaerk. (Tror vi nok, han snakkede ikke engelsk, men han ville gerne fotograferes (for 5 rupies)).

Paa marken ved siden af moedte vi denne mand, som var saa stolt af sine okser, at han helt selv foreslog at vi fotograferede, og han ville ikke engang have penge for det. Det er gigantiske kontraster man bliver stillet overfor i Indien – f.eks. mellem de moderne byer og det gammeldags landliv.

Her et billede af foer omtalte skole:

Den sidste dag i Udaipur brugte vi paa at flade ud paa (endnu endnu endnu) en tagterasse paa hotellet, og saa var vi lige et smut paa en turist-baadtur paa soeen, hvor det smukke “Lake Palace” ser ud til at flyde paa vandet – undtagen hvis monsunen er svigtet, saa ligner det bare et af alle de andre paladser.

Fra Udaipur tog vi til Gujarat. Vi tog en sovebus til Veraval (med skift i Rajkot) og slap saaledes for “hovedstaden” Ahmedabad, som vi siden har hoert meget skidt om. Veraval var nu heller ikke naaet saerligt: Vi spadserede ned til vandet for at have vores foerste moede med det Indiske Ocean, men endte paa en losseplads/offentligt toilet, hvor hunde, grise, koer og geder gik rundt og spiste affald. Lige ved siden af laa et stort fiskemarked, hvor fiskernes koner sad og solgte dagens fangst. Det var ikke alle der havde lige meget at saelge ud af, men saa kan man jo altid fange en kat, man kan saelge…

Efter Veraval tog vi et lille smut nordpaa for at komme til den foeromtalte loevepark i Sasan Gir. Vi koerte med offentlig bus, og eftersom Gujarat ikke ser ligesaa mange turister som Rajastan var vi lidt af en sensation overfor det mange indiske drenge som ville have autografer og som vidstnok troede vi var filmstjerner.  

Naamen, vi naaede frem og blev indlogeret hos en familie til en af drengene paa bussen, og som drev et guesthouse. Herfra blev der ogsaa arrangeret en tur i jeep ind i loeve-landet. Vi tog afsted i de tidlige morgentimer, for det er her at loeverne skulle vaere aktive (ellers ligger de bare og snorksover, ikke saerligt turistvenligt). Vores lokale guide gjorde hvad han kunne, men desvaerre; ingen loever til os   

Vi fik dog set nogle andre dyr, og i det hele taget var det en meget fin tur, trods alt.

Da vi var tilbage ved indgangen til nationalparken saa vi endelig en loeve.

Efter turen taenkte vi at det ville vaere dejligt at kunne bestemme tempoet selv. Vi fandt derfor en sti langs en flod (billedet), som vi tog en gaatur paa.

Stien (som var afmaerket med hvide prikker paa sten og traer) snoede sig rundt om og op paa en bakketop, og pludselig gik det op for os at vi vist for laengst havde krydset graensen til loeve-reservatet. Men heller ikke til fods lykkedes det at finde nogen… maaske meget heldigt.

Hjemme igen paa guesthouset saa vi hvordan man goer med koekkenaffaldet her i Indien: Man fodrer koeerne med det!

(Undtagen hotellerne – de smider deres affald paa nabogrunden. Vi proevede ogsaa paa et tidspunkt at sidde paa en gaderestaurant og faa en is. Vi havde sirligt lagt ispapiret i en bunke paa bordet, da restaurant-ejeren samlede det op – og smed det ud paa vejen! Saadan!)

 Efter Sasan Gir tog vi igen med bus – denne gang mod Diu, som er en lille oe syd for Gujarat og et tidligere Portugisisk staasted fra kolonitiden. Diu fort er derfor undtagelsesvist ikke bygget af sandsten, men af gode solide kampesten, som vi kender det fra Europa.

Stemningen paa Diu er ogsaa anderledes fra resten af Indien – her er meget afslappet, stille og roligt. Og naesten ingen trafik paa de ellers ganske glimrende veje. Reglerne for alkohol er ogsaa meget afslappede, saa oel og spiritus koster naesten ingenting, hvilket vi selvfoeligeligt har nydt godt af et par gange – her et billede af en “sundowner”.

Resten af Diu fik vi udforsket ved hjaelp af et par lejede cykler, saa nu er vi godt oemme i bagen.

Thats all, folks!

I morgen hopper vi paa et fly til Mumbai, og i overmorgen flyver vi til Trivandrum helt i syd i Kerala. Haaber I har det godt derhjemme. Vi skrives ved.

Margrete og Simon

I de sidste fire dage har den staaet paa Thali, thali lidt ris og Kofta, laesning paa guesthouse, sove laenge, se James Bond filmen Octopussy, som bl.a. er filmatiseret her i Udaipur. Vi har udgaaet Forter og Paladser, hvilket har vaeret skoent.

Af mere aktive udfoejelser kan jeg fortaelle om gaarsdagens tur paa lejede cykler. Vi cyklede ud i en lille landby ca 5 km udenfor udaipur. Boenene i den lokale skole blev eldevilde, da de saa os, og vi blev inviteret indenfor af laererinderne. Vi udvekslede et par sange, hvor boernene sang en sang for os paa Hildi. Det var en rigtig god oplevelse at komme vaek fra Lonely Planet og Rough Guides stier, og befriende at opleve et ikke touristet sted.

I aften bevaeger vi os syd paa med bus til Veravel i delstaten Gujarat – en tur paa en ca. 14 timer. Vi vil ned og se, om vi kan faa lur paa nogle loever nede i deres nationalpark.

Nu skal vi paa loevejagt…tra la la la.

Vi har det godt, nyder de helligekoer som trisser omking. (Imorges da jeg ikke kunne sove, gik jeg en tur gennem byen ved 5.30 tiden. Her moedte jeg en smuk ung kvinde i sari, som vandrere omkring i byens gader med et stort fad paa hovedet. Hun skovlede, med haenderne,  koernes kokasser sammen i fadet. Dette for at lave hellig braendsel af de hellige koeers kasser – kvinderne former klatkager af lortet til at fyre op under gryderne med.)

 Ellers skrives vi ved i Gujarat.

Pas godt paa jer selv og hinanden og spis lige nogle mandariner og pebbernoedder for os.

Simon hilser mange gange – han er glad, da han lige har koebt et Tabla-saet (trommer) af en musikmand, og han er naesten ikke blevet snydt.

Kh fra Margrete

Vi er nu i Udaipur, som er sidste stop paa vores rundtur i Rajastan – en tur der har efterladt mange forskellige indtryk og oplevelser. 

Foerst et billede af vores kongelige karet og hr. Gymnastiksal:

Touren startede i Jaipur, hovedstaden i Rajastan, hvor vi udover maveproblemer, trafikalt stress og (endnu et par) sandstensforter/paladser oplevede et hoejdepunkt da vi blev inviteret indenfor til et indisk bryllup, hvor der var musik og dans, og hvor vi straks blev opfordret til at bidrage med vores version (nogle vil sikkert huske at vi er i god form mht bryllupsdanseri efter M&M’s). Desvaerre var vores maver stadig lidt ustabile, saa vi var noedt til at stikke halen mellem benene da de ogsaa ville invitere os med til bords til brylluppet.

Efter et par dage i Jaipur var maalet med foerste Omsinghal’ske koeretur (dvs i modsatte vognbane med hornet i bund – og han koerte endda rigtigt paent i forhold til lastbiler, busser, kameler og koer paa de indiske highways) Pushkar – en hellig by som tilfaeldigvis (well, vi havde rent faktisk planlagt det derefter) samtidigt lagde grund til en af verdens stoerste kamel-kraemmermarkeder. Prisen for en kamel er omkring 10.000 rupies – svarende til 1200 kr saadan ca. Nogen der skal have noget med?

Efter Pushkar gik turen nordpaa, foerst til Mandawa, dernaest til Bikaneer. Undervejs oplevede vi turens hidtil hoejeste kulinariske moment hos et 100% oekologisk guesthouse, hvor ejeren forsker i “sustainable tourism” og serverede nedenforviste middagsmad.

I bikaneer er de verdensberoemte for deres opdraet af kameler (det siger de i hvert fald selv, jeg havde ikke hoert om dem foer), men for at faa syn for sagen tog vi ud til en kamelfarm, og mindsandten om vi ikke blev vidner til en kamel-foedsel – saa den er sgu nok god nok. Den graa klat til hoejre paa billedet er en nyfoedt kamel. En kamel kommer paa benene og laerer at gaa i loebet af 1 time. Kom igen, Sofus.

Saaledes oplyste om kamelerne roegt og pleje foelte vi os beredte til lidt mere kropsnaer interaktion, og inden laenge befandt vi os langt ude i oerkenen paa ryggen af et par kameler (Margretes kamel hed godt nok “Loeve”, men der skal mere til at narre os. Kamel paa hindu er “UUNNNGGDH”, og der er ikke et oeje toert naar Omsinghal skal forklare hvordan det udtales.) Og saa sov vi ellers i det fri i oerkenens sand under den smukkeste fuldmaane efter at de indiske folkemusikere havde slukket lejrbaalet efter den sidste faellessang. (Vi gav selv “i skovens stille dybe ro” som ekstranummer)

Efter Bikaneer tog vi til Jodhpur (vi skippede Jaisalmer, for nu havde vi altsaa set oerkenen, okay?) og lejede turister paa (endnu endnu) et sandstensfort – lidt stoerre denne gang, men ellers meget sandstensfortagtigt. I de sidste 300 aar har de lokale Rajput og Mughal klaner ikke lavet andet end at slaa hinanden ihjel for at blive Maharaja, og derfor ligger der et fort paa stort set hver eneste bakke. Ret smart mht til turistbusser og den slags.

Efter Jodhpur gjorde vi stop ved et hotel som arrangede en tur i jeep ud til nogle naerliggende landsbyer befolket af folk fra Bisnoi-stammen – en slags naturfolk, som ligner normale fattige landbo-indere i mistaenkelig hoej grad. Men de var maegtig soede, og vi blev budt paa en opium-drik som drikkes direkte fra vaertens hoejre haand, og som sikrede en god lur paa turen videre til Ranakpur.

Ranakpur er mest kendt for et tempel med smukke indvendige udsmykninger i marmor, men det lykkedes os at tilbringe 2 dage som naboer til templet uden at komme derind indenfor aabningstiden. Istedet havde vi nogle dejlige dage i naturen, hvor vi gik en lang tur med lokalguide fra Khumbalgarh tilbage til Ranakpur og kiggede paa de lokale dyr (herunder bare et enkelt eksempel. Derudover kan naevnes en “peacock” som godtnok saa underligt naert beslaegtet ud med en fasan, men saadan er der jo saa meget her i Indien.)  (Og naaja, saa var der jo ogsaa endnu endnu endnu et gigantisk sandstensfort – velbevaret ringmur paa naesten 40 km)

Saa, som sagt er vi nu i Udaipur – en romatisk by omkring et par soeer, maaske grunden til at her er en lidt mere afslappet stemning her end andre byer – motorcyklerne dytter ikke helt saa meget og gadesaelgerne forstaar ordet “no” hvis man gentager det nogle gange. Vi regner med at blive haengende her nogle dage indtil vi har faaet lagt en plan for de naeste uger. Gurarat, maaske.

Haaber I har det godt. Kh Simon.

Margrete sidder ved en computer ved siden af og vinker energisk (hun har ogsaa lige spist en stor chokolade-mandeltaerte) (Det har jeg ogsaa).

Efter et par dage hvor vores bevaegelsesradius ikke oversteg en hurtig spurt mod toilettet (det var ikke tobakken, for det maa vaere noget vi begge har spist, maaske paa toget fra Varanasi) er vi nu igen fit for fight. Vi har lejet en bil (inkl omtalte Omsinghal), som nu skal fragte os rundt i Rajastan-provinsen. Foerste stop var i gaar, hvor vi var i Pushkar – endnu et helligt sted, og derudover hjemsted for et gigantisk kamel-kraemmer-marked. Det var skaegt at se!

 Men vi er paa farten, vi snakkes ved

HMMM, ovenstaaende skulle have vaeret publiceret for 5 dage siden, men det ser ud til at noget gik galt, saa posten ikke kom frem…. Anyways, det gaar forrygende, har tilbageligt smaa 1000 km i Rajastan og har set mange forskellige steder, moedt mange spaendende mennesker, og vi har sovet i oerkenen under aaben himmel (og fuldmaane) under en oerken-safari paa kamelryg!

Lige nu er vi i Jodhpur, flere detaljer og billeder maa vente til vi kommer forbi en bedre Internet forbindelse… Haaber I alle har det godt, kh

I Diwali giver man gaver til hinanden – her fik vi en aeske slik af to unge indiske drenge.

 Paa vej til Agra moedte vi en soed familie. Moderen har faaet job i Chennie som laerer paa college for tekstil design og rejser derned i et halvt aar med to boern – faderen bliver tilbage i Delhi.

 Smukke Taj Mahal i morgenlyset. Indgangen aabnede kl 6.

 Taj er bygget af marmor og indvendig prydet med smukke aedelsten hente fra de omkringliggende lande. Historien siger, at Shar Jahan byggede den til sin afdoede yndlings hustru, og de ligger begge begravet inde i midten af bygningen – men indgraveringer paa vaeggene fortaeller, at bygningen skal fungere som paradis paa jorden – han havde nemlig usaedvanligt hoeje tanker om sig selv den gode Shar – og han doede ikke af savn over sin afdoede hustru….men af opiumsoverdosis – sex, drugs and Taj Mahal.

 Meditation i morgensolen udenfor Taj.

 Vi moedet nogle soede drenge i parken naer Taj. Drengen teattest paa mig havde store saar i ansigtet efter at have vaeret for taet paa fyrvaerkeriet i Diwali (beskyttelsesbriller i Indien – not a chance).

 Vi sejlede en tur paa Ganges kl. 5.30 og saa den smukke solopgang.

 Hindu folk kommer fra naer og fjern. De bader og ber i den tidlige morgen.

 Varanasi fra Ganges siden.

 Solopgang over Ganges.

Simon paa Indisk tobak. Paa vej mod Jaipur sad vi sammen med 6 andre indiske maend i toget. De var vilde med Simon og ville give han tobak: tre smaa groenne blade, med hvid og ferskenfarvet pasta som fyldes med et eller andet toeret… Ens mund bliver, som i kan se, meget roed af det, og alle maendene hernede gaar ogsaa og spytter roedt. Simon var modig at han proevede – desvaerre ligger han med ondt i maven paa vores hotel i Jaipur nu – hmmm gad vide hvad der var i tobakken?

Tak for jeres kommentarer og feedback – det er go’ hygge at laese disse herude i det indiske land.

Vi er i aften paa vej videre fra Varanasi, hvor vi har tilbragt de sidste par dage. Vi ville gerne have lagt nogle billeder op fra Taj Mahal, men de kommer senere (det er langfra nemt at finde forbindelser, der er hurtige nok paa internetstederne til, at vi kan faa lagt vores billeder op, og de mange stroemafbrydelser goer det ikke lettere). Any ways: Taj was great! Bygningsvaerket er intet mindre end gigantisk og storslaaet og fyldt med aedelsten og..og..og.

Varanasi (et af Indiens helligste steder, hvor folk kommer for at bade i den hellige Gangesflod) var ogsaa en oplevelse. Den foerste aften tog vi ned til en af Ganges trapperne og saa ligbraending.  Luften var tyk af roeg og lig klaedt i guldklaeder blev lagt paa baalene, hvor de efter ca 3 timer blev skubbet i floden.

Nu gaar den mod Rajasthan hvor den bl.a. staar paa kamelsafari.

Maverne er stadig ikke Delhi Belly agtige og vi spiser den mest vidundelige mad Mmmmmm India is life.

Lille indisk dreng udtalte:

Cremation for education, Burning for learning, Life is no money, Life is wife, Little money little karma, big money big karma…….vaelg selv hvilken i foretraekker.

 Ha’ det rigtig godt, herfra sendes den bedste karma (penge eller ej).

 Kaerligst fra Margrete

Hilsner fra Simon 

En ganske kort update, inden vi smutter i vores lagenposer paa vores hotelvaerelse som Maggie heftigt fik pruttet ned i pris til soelle 64 kr for 2 naetter (foerst ville de have hele 70 kr – fuldstaendigt urimeligt!). Vi er nu officielt Indien-rejsende idet vi paa egen haand fandt igennem det bureaukratiske/kaotiske/overfyldte/larmende/men-paa-een-eller-anden-maade-alligevel-nogenlunde-velfungerende billetsystem paa New Delhi Station. Toget var kun 2 timer forsinket (det havde ogsaa allerede koert naesten 2500 km paa ruten, og det var kun ahalvvejs), og undervejs i denne forsinkelse blev de hyppige sporskift annonceret paa hindu i hoejtalerne over perronen, som var notorisk blaest for mennesker med bare minimale engelsk-kunskaber. (Vi de eneste lyshaarede mennesker ud af maaske 10.000).

Efter togturen befinder vi os nu i Agra, hvilket betyder at den haabefulde blog-laeser vil kunne forvente nogle billeder af Taj Mahal i naermeste fremtid Man kan se denne fra tagterassen paa vores hotel, men det var moerkt da vi ankom – meget moerkt, for der er stroemafbrydelse (hvilket aabenbart er helt normalt, derfor koerer hotellet paa noedgeneratorene)

Alt i alt gaar det hele forrygende, men vi har endnu ikke fastlagt nogen bestemt rute for turen, maaske naeste maal hedder Varaneshi og Kihestekshi (kan ikke huskes hvordan det staves, men det er der sikkert heller ikke nogen af jer der kan, saa det er vel et fedt.)

Naamen, jeg maa hellere se at skrubbe i seng, Margrete er gaaet i forvejen…

Haaber I har det godt
Simon