Afgang fra Diu i morgen!

Saa maa det vaere godt med al den “stening” – vi skal afsted paa nye eventyr. Her lige nogle billeder fra den sidste uges tid. Margrete skrev vist om vores cykeltur ud fra Udaipur, her er nogle billeder fra den: (denne gang sidder vi faelles ved tastaturet)

En landsbybeboer sidder og gennemvaeder siv i floden for at kunne trevle fibrene op saa de kan bruges til tovvaerk. (Tror vi nok, han snakkede ikke engelsk, men han ville gerne fotograferes (for 5 rupies)).

Paa marken ved siden af moedte vi denne mand, som var saa stolt af sine okser, at han helt selv foreslog at vi fotograferede, og han ville ikke engang have penge for det. Det er gigantiske kontraster man bliver stillet overfor i Indien – f.eks. mellem de moderne byer og det gammeldags landliv.

Her et billede af foer omtalte skole:

Den sidste dag i Udaipur brugte vi paa at flade ud paa (endnu endnu endnu) en tagterasse paa hotellet, og saa var vi lige et smut paa en turist-baadtur paa soeen, hvor det smukke “Lake Palace” ser ud til at flyde paa vandet – undtagen hvis monsunen er svigtet, saa ligner det bare et af alle de andre paladser.

Fra Udaipur tog vi til Gujarat. Vi tog en sovebus til Veraval (med skift i Rajkot) og slap saaledes for “hovedstaden” Ahmedabad, som vi siden har hoert meget skidt om. Veraval var nu heller ikke naaet saerligt: Vi spadserede ned til vandet for at have vores foerste moede med det Indiske Ocean, men endte paa en losseplads/offentligt toilet, hvor hunde, grise, koer og geder gik rundt og spiste affald. Lige ved siden af laa et stort fiskemarked, hvor fiskernes koner sad og solgte dagens fangst. Det var ikke alle der havde lige meget at saelge ud af, men saa kan man jo altid fange en kat, man kan saelge…

Efter Veraval tog vi et lille smut nordpaa for at komme til den foeromtalte loevepark i Sasan Gir. Vi koerte med offentlig bus, og eftersom Gujarat ikke ser ligesaa mange turister som Rajastan var vi lidt af en sensation overfor det mange indiske drenge som ville have autografer og som vidstnok troede vi var filmstjerner.  

Naamen, vi naaede frem og blev indlogeret hos en familie til en af drengene paa bussen, og som drev et guesthouse. Herfra blev der ogsaa arrangeret en tur i jeep ind i loeve-landet. Vi tog afsted i de tidlige morgentimer, for det er her at loeverne skulle vaere aktive (ellers ligger de bare og snorksover, ikke saerligt turistvenligt). Vores lokale guide gjorde hvad han kunne, men desvaerre; ingen loever til os   

Vi fik dog set nogle andre dyr, og i det hele taget var det en meget fin tur, trods alt.

Da vi var tilbage ved indgangen til nationalparken saa vi endelig en loeve.

Efter turen taenkte vi at det ville vaere dejligt at kunne bestemme tempoet selv. Vi fandt derfor en sti langs en flod (billedet), som vi tog en gaatur paa.

 

Stien (som var afmaerket med hvide prikker paa sten og traer) snoede sig rundt om og op paa en bakketop, og pludselig gik det op for os at vi vist for laengst havde krydset graensen til loeve-reservatet. Men heller ikke til fods lykkedes det at finde nogen… maaske meget heldigt.

Hjemme igen paa guesthouset saa vi hvordan man goer med koekkenaffaldet her i Indien: Man fodrer koeerne med det!

(Undtagen hotellerne – de smider deres affald paa nabogrunden. Vi proevede ogsaa paa et tidspunkt at sidde paa en gaderestaurant og faa en is. Vi havde sirligt lagt ispapiret i en bunke paa bordet, da restaurant-ejeren samlede det op – og smed det ud paa vejen! Saadan!)

 Efter Sasan Gir tog vi igen med bus – denne gang mod Diu, som er en lille oe syd for Gujarat og et tidligere Portugisisk staasted fra kolonitiden. Diu fort er derfor undtagelsesvist ikke bygget af sandsten, men af gode solide kampesten, som vi kender det fra Europa.

Stemningen paa Diu er ogsaa anderledes fra resten af Indien – her er meget afslappet, stille og roligt. Og naesten ingen trafik paa de ellers ganske glimrende veje. Reglerne for alkohol er ogsaa meget afslappede, saa oel og spiritus koster naesten ingenting, hvilket vi selvfoeligeligt har nydt godt af et par gange – her et billede af en “sundowner”.

Resten af Diu fik vi udforsket ved hjaelp af et par lejede cykler, saa nu er vi godt oemme i bagen.

Thats all, folks!

I morgen hopper vi paa et fly til Mumbai, og i overmorgen flyver vi til Trivandrum helt i syd i Kerala. Haaber I har det godt derhjemme. Vi skrives ved.

Margrete og Simon

Fire dages ’stener’ slutter i Udaipur

Hej med jer.

I de sidste fire dage har den staaet paa Thali, thali lidt ris og Kofta, laesning paa guesthouse, sove laenge, se James Bond filmen Octopussy, som bl.a. er filmatiseret her i Udaipur. Vi har udgaaet Forter og Paladser, hvilket har vaeret skoent.

Af mere aktive udfoejelser kan jeg fortaelle om gaarsdagens tur paa lejede cykler. Vi cyklede ud i en lille landby ca 5 km udenfor udaipur. Boenene i den lokale skole blev eldevilde, da de saa os, og vi blev inviteret indenfor af laererinderne. Vi udvekslede et par sange, hvor boernene sang en sang for os paa Hildi. Det var en rigtig god oplevelse at komme vaek fra Lonely Planet og Rough Guides stier, og befriende at opleve et ikke touristet sted.

I aften bevaeger vi os syd paa med bus til Veravel i delstaten Gujarat – en tur paa en ca. 14 timer. Vi vil ned og se, om vi kan faa lur paa nogle loever nede i deres nationalpark.

Nu skal vi paa loevejagt…tra la la la.

Vi har det godt, nyder de helligekoer som trisser omking. (Imorges da jeg ikke kunne sove, gik jeg en tur gennem byen ved 5.30 tiden. Her moedte jeg en smuk ung kvinde i sari, som vandrere omkring i byens gader med et stort fad paa hovedet. Hun skovlede, med haenderne,  koernes kokasser sammen i fadet. Dette for at lave hellig braendsel af de hellige koeers kasser – kvinderne former klatkager af lortet til at fyre op under gryderne med.)

 Ellers skrives vi ved i Gujarat.

Pas godt paa jer selv og hinanden og spis lige nogle mandariner og pebbernoedder for os.

Simon hilser mange gange – han er glad, da han lige har koebt et Tabla-saet (trommer) af en musikmand, og han er naesten ikke blevet snydt.

Kh fra Margrete

Tour de Rajastan – nu med billeder

Saa er der igen en (kan vi forstaa) kaerkommen overspringshandling til vores hengivne blog-laesere i det arbejdsramte danske efteraar. Tak for alle hilsner og kommentarer!

Vi er nu i Udaipur, som er sidste stop paa vores rundtur i Rajastan – en tur der har efterladt mange forskellige indtryk og oplevelser. 

Foerst et billede af vores kongelige karet og hr. Gymnastiksal:

Touren startede i Jaipur, hovedstaden i Rajastan, hvor vi udover maveproblemer, trafikalt stress og (endnu et par) sandstensforter/paladser oplevede et hoejdepunkt da vi blev inviteret indenfor til et indisk bryllup, hvor der var musik og dans, og hvor vi straks blev opfordret til at bidrage med vores version (nogle vil sikkert huske at vi er i god form mht bryllupsdanseri efter M&M’s). Desvaerre var vores maver stadig lidt ustabile, saa vi var noedt til at stikke halen mellem benene da de ogsaa ville invitere os med til bords til brylluppet.

Efter et par dage i Jaipur var maalet med foerste Omsinghal’ske koeretur (dvs i modsatte vognbane med hornet i bund – og han koerte endda rigtigt paent i forhold til lastbiler, busser, kameler og koer paa de indiske highways) Pushkar – en hellig by som tilfaeldigvis (well, vi havde rent faktisk planlagt det derefter) samtidigt lagde grund til en af verdens stoerste kamel-kraemmermarkeder. Prisen for en kamel er omkring 10.000 rupies – svarende til 1200 kr saadan ca. Nogen der skal have noget med?

Efter Pushkar gik turen nordpaa, foerst til Mandawa, dernaest til Bikaneer. Undervejs oplevede vi turens hidtil hoejeste kulinariske moment hos et 100% oekologisk guesthouse, hvor ejeren forsker i “sustainable tourism” og serverede nedenforviste middagsmad.

I bikaneer er de verdensberoemte for deres opdraet af kameler (det siger de i hvert fald selv, jeg havde ikke hoert om dem foer), men for at faa syn for sagen tog vi ud til en kamelfarm, og mindsandten om vi ikke blev vidner til en kamel-foedsel – saa den er sgu nok god nok. Den graa klat til hoejre paa billedet er en nyfoedt kamel. En kamel kommer paa benene og laerer at gaa i loebet af 1 time. Kom igen, Sofus.

Saaledes oplyste om kamelerne roegt og pleje foelte vi os beredte til lidt mere kropsnaer interaktion, og inden laenge befandt vi os langt ude i oerkenen paa ryggen af et par kameler (Margretes kamel hed godt nok “Loeve”, men der skal mere til at narre os. Kamel paa hindu er “UUNNNGGDH”, og der er ikke et oeje toert naar Omsinghal skal forklare hvordan det udtales.) Og saa sov vi ellers i det fri i oerkenens sand under den smukkeste fuldmaane efter at de indiske folkemusikere havde slukket lejrbaalet efter den sidste faellessang. (Vi gav selv “i skovens stille dybe ro” som ekstranummer)

 

Efter Bikaneer tog vi til Jodhpur (vi skippede Jaisalmer, for nu havde vi altsaa set oerkenen, okay?) og lejede turister paa (endnu endnu) et sandstensfort – lidt stoerre denne gang, men ellers meget sandstensfortagtigt. I de sidste 300 aar har de lokale Rajput og Mughal klaner ikke lavet andet end at slaa hinanden ihjel for at blive Maharaja, og derfor ligger der et fort paa stort set hver eneste bakke. Ret smart mht til turistbusser og den slags.

Efter Jodhpur gjorde vi stop ved et hotel som arrangede en tur i jeep ud til nogle naerliggende landsbyer befolket af folk fra Bisnoi-stammen – en slags naturfolk, som ligner normale fattige landbo-indere i mistaenkelig hoej grad. Men de var maegtig soede, og vi blev budt paa en opium-drik som drikkes direkte fra vaertens hoejre haand, og som sikrede en god lur paa turen videre til Ranakpur.

  

Ranakpur er mest kendt for et tempel med smukke indvendige udsmykninger i marmor, men det lykkedes os at tilbringe 2 dage som naboer til templet uden at komme derind indenfor aabningstiden. Istedet havde vi nogle dejlige dage i naturen, hvor vi gik en lang tur med lokalguide fra Khumbalgarh tilbage til Ranakpur og kiggede paa de lokale dyr (herunder bare et enkelt eksempel. Derudover kan naevnes en “peacock” som godtnok saa underligt naert beslaegtet ud med en fasan, men saadan er der jo saa meget her i Indien.)  (Og naaja, saa var der jo ogsaa endnu endnu endnu et gigantisk sandstensfort – velbevaret ringmur paa naesten 40 km)

Saa, som sagt er vi nu i Udaipur – en romatisk by omkring et par soeer, maaske grunden til at her er en lidt mere afslappet stemning her end andre byer – motorcyklerne dytter ikke helt saa meget og gadesaelgerne forstaar ordet “no” hvis man gentager det nogle gange. Vi regner med at blive haengende her nogle dage indtil vi har faaet lagt en plan for de naeste uger. Gurarat, maaske.

Haaber I har det godt. Kh Simon.

Margrete sidder ved en computer ved siden af og vinker energisk (hun har ogsaa lige spist en stor chokolade-mandeltaerte) (Det har jeg ogsaa).

Tour de Rajastan

En superkort hilsen, mens vi venter paa vores chauffoer, den 22-aarige Omsinghal, som ligesom resten af Indien navigerer efter en for os uforstaaelig tidsregning (Indian Time)…

Efter et par dage hvor vores bevaegelsesradius ikke oversteg en hurtig spurt mod toilettet (det var ikke tobakken, for det maa vaere noget vi begge har spist, maaske paa toget fra Varanasi) er vi nu igen fit for fight. Vi har lejet en bil (inkl omtalte Omsinghal), som nu skal fragte os rundt i Rajastan-provinsen. Foerste stop var i gaar, hvor vi var i Pushkar – endnu et helligt sted, og derudover hjemsted for et gigantisk kamel-kraemmer-marked. Det var skaegt at se!

 Men vi er paa farten, vi snakkes ved

HMMM, ovenstaaende skulle have vaeret publiceret for 5 dage siden, men det ser ud til at noget gik galt, saa posten ikke kom frem…. Anyways, det gaar forrygende, har tilbageligt smaa 1000 km i Rajastan og har set mange forskellige steder, moedt mange spaendende mennesker, og vi har sovet i oerkenen under aaben himmel (og fuldmaane) under en oerken-safari paa kamelryg!

Lige nu er vi i Jodhpur, flere detaljer og billeder maa vente til vi kommer forbi en bedre Internet forbindelse… Haaber I alle har det godt, kh